Forrige dag Lørdag 25/11 Næste dag

Trouble Cats

Trouble Cats

Kl. 22.00 / entré 80,-

Blues & rootsrock-bandet Trouble Cats har 30 års jubilæum i 2017. Det vil de fire hankatte fejre godt og grundigt ude på landets scener og med udgivelse af live-album.

Trouble Cats beviser, at katte har mange liv. Bandet har overlevet i tre årtier og er i dag i absolut topform. Kemien og bandånden er til stede på samme måde, som da Trouble Cats spillede de første job for 30 år siden. Nu blot tilført endnu mere erfaring, kvalitet og power.

Trouble Cats turnerer i forår og efterår i 2017. Og giver så i øvrigt også koncerter henover sommeren. Et nyt livealbum ”Live in Aarhus” udkommer i februar med både nye og gamle sange. I 2015 udgav bandet to digitale tracks: ”Rockin’ ’Round The Tombstone” og ”Waterfall”. Kreativiteten er ikke blegnet. Tværtimod. Med en ny konstellation har Trouble Cats energi og drive som aldrig før, og bandet arbejder tæt sammen om nye sange. Trouble Cats er efter 30 år på banen stadig det, de altid har været: Et band med deres helt eget udtryk og en stor kærlighed til bluesrødderne og den enkle rock ’n’ roll.

Trouble Cats opstod i 1987, da bluesboomet væltede frem, og spillestedet Fatter Eskil i Aarhus var hjemmebanen. De følgende år blev Trouble Cats et af de meget efterspurgte navne, der sammen med blandt andre Ole Frimer Band, Shades of Blue og Kent Thomsen & The Rich Ones kom ud af den århusianske bluesscene. Bandet fik hurtigt travlt og spillede de næste mange år 80-100 årlige koncerter i både ind- og udland og udgav flere album. I 90’erne og 00’erne optrådte Trouble Cats i forskellige udgaver. I 2013 blev den oprindelige kvartet gendannet, og siden da er det gået over stok og sten. Trouble Cats fejrer 30 års-jubilæet ved at rette blikket fremad med ny udgivelse og møde med publikum ude på spillestederne og festivalerne.

Besætning

Henrik Hansen, mundharpe, vokal, Martin Blom Hansen, guitar, vokal, Morten Brauner, bas, kor Henrik Thorsen, trommer.